Han var født den 2. december 1938 i Brønshøj, som eneste barn af Helge og Margret Nibler. Han fik sin katolske opdragelse i Skt. Antoni menighed i Brønshøj. Hans nu for længst afdøde sognepræst pastor Knud Ballin kunne i sin anbefaling af ham til præstestudiet skrive, at Georg Nibler er en samvittighedsfuld ung mand, som i flere år målrettet har forberedt sig til præsteuddannelsen. Denne karakteristisk af Georg Nibler viser, at han helhjertet følte sig kaldet til at blive præst. Dette kald har han altid senere holdt fast ved med den for Nibler karakteristiske stærke vilje.

Han blev student fra Metropolitanskolen i 1958 og studerede til præst i Fulda, Münster og Hildesheim. Den 5. juni 1966 blev han viet til præst i Sankt Ansgars Kirke i København af biskop Hans L. Martensen og udnævnt til kapellan ved samme kirke den 13. juni 1966, hvor han virkede indtil 1. februar 1969. Lige siden har han været ansat ved Sankt Knud Lavards Kirke i Lyngby, først som kapellan indtil 1. september 1975, hvor han blev udnævnt til sognepræst for menigheden.

Det er ikke ukendt for ret mange, at pastor Nibler var lidt af et enfant terrible. Han insisterede på, at han ville opføre sig, som man gjorde i Brønshøj, han var en brønshøjdreng, som han sagde, og ville på alle måder vise det. Det skabte naturligvis hos mange både forundring og modstand. Hos andre vakte det begejstring. Således blev Georg Nibler i sit embede som præst en kontroversiel figur. Hans iver for at tjene især outsiderne vil ingen bestride, selv ikke hans modstandere. Han var en ildsjæl. Mange vil mene, at han gik langt ud over grænserne for, hvad en præst kunne tillade sig, hvad den liturgiske og pastorale tjeneste angår. Hans respekt for de kirkelige ordninger var ikke særlig udtalt. Biskoppen så sig derfor også nødsaget til at meddele ham afsked som sognepræst ved Sankt Knud Lavard Kirke i august 2002. Pastor Nibler var en yderst sammensat person, men han havde et stort hjerte. Han brugte sin stærke kreativitet ikke mindst i sine gudstjenester. Han har skrevet et væld af salmer til gudstjenesterne - mere eller mindre til erstatning af de officielle. Og han brugte næsten altid klassiske melodier, undertiden gamle katolske til sine salmer. På den måde fornægtede han ikke sin katolske opvækst og baggrund.

Formodentlig den sidste menighedsmesse, som han fejrede inden sin bortgang, var den 16. august i Hillerød, festen for Marias optagelse i Himlen. Måske viser følgende citat fra hans gendigtning af Credo på denne dag hans helt specielle form og liturgiske frihed, men også hans dybe tro:

Jeg tror, som kirken har mig lært:
Guds Moder ”er nu hjemme”!
Dét er jo ej så særligt sært:
Hun har i ”grav” ej hjemme!
Den største kvinde, han har gjort,
Det bedste, som han skabte,
Det kan kaldes virkeligt stort,
Han ej til ”døden” tabte!
Hun ligger ej blandt smuldne ben,
Hun ér i evigheden!
For Arvesynden var hun ren,
Hun nyder saligheden!
Jeg tror, for Kirken har det sagt,
Jeg dette da bekender –
Hun møder os i fælles pragt
Engang blandt gamle venner!
Amen

Lars Messerschmidt
generalvikar